Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

4. Underretning om elevernes udbytte af undervisningen

4) UNDERRETNING OM ELEVERNES UDBYTTE AF UNDERVISNINGEN

Dette princip tager udgangspunkt i Skægkærskolens overordnede målsætning.

Formålet med princippet er at underbygge det gode samarbejde med målet om alle elevers bedst mulige læring og trivsel. Skolen forpligtiges til at underrette forældrene om barnets udbytte af undervisningen, således hjemmet bedst muligt kan støtte op om barnets positive udvikling. Samarbejdet drejer sig også om barnets trivsel, motivation og deltagelse i fællesskabet.

Skolen sørger for, at alle hjem er orienterede om elevernes trivsel og udbytte af undervisningen.

Dette gøres via:
* Skole-hjemsamtaler
* Alm. kommunikation efter behov
* Lovpligtige testresultater og standpunktskarakterer fra 8. årgang

Udmøntning
Udgangspunktet for dette princip er Folkeskoleloven, de kommunale bestemmelser samt Skægkærskolens princip om skole-hjem-samarbejdet.

Elevplan
Der udarbejdes for hver elev en elevplan, hvori der indgår såvel en kort status over elevens trivsel og udbytte af undervisningen (tilbageblik), samt et fremadrettet perspektiv med nye mål og aftaler omkring elevens fremtidige læring og trivsel. (Der tages udgangspunkt i undervisningsministeriets minimums beskrivelse af fag til elevplanen på forskellige årgange). Elevplanen ligger digitalt og fra foråret 2019 på Meebook-platformen. Den udarbejdes løbende bl.a. med input fra elevsamtaler og evalueringer. Forældrene forventes at orientere sig i elevplanen, og der tages udgangspunkt heri bl.a. til skolehjem samtalen. (Vi arbejder på, at det også bliver muligt for forældre at skrive ind i elev-planen).
Intentionen bag denne dynamiske elevplan er at give mulighed for yderligere ejerskab hos eleverne – og i høj grad at se frem på nye mål/tiltag.

 

Skole-hjemsamtaler
Der indkaldes til to årlige skole-hjemsamtaler, hvoraf den ene i indskoling og mellemtrin kan have form af en ”café-samtale” med elevrundvisning i aktuelle undervisningsningsmiljøer og mulighed for kortere dialoger med lærerne. I udskolingen er anden samtale efter behov (oftest i forbindelse med uddannelsesparathedserklæringen). Til den ordinære individuelle samtale deltager som minimum klasselærer – dansk- og matematiklærer samt i indskolingen også klassepædagog.

Der kan opstå behov for yderligere samtaler på skolens eller forældres initiativ.

Andet
Hjemmene orienteres om resultaterne af de afviklede obligatoriske nationale tests fra 2. til 8. årgang.
På 8. og 9. årgang udleveres standpunktskarakterer to gange årligt.

Godkendt af skolebestyrelsen maj 2018